Genåbning giver nyt liv til mediekanaler

Published on:

Corona har ændret hjemmet til at være mange ting, det ikke tidligere har været, og den nye dagligdag har slugt nogle af danskernes faste transportrutiner. De stillestående biler, cykler, toge og busser har haft betydning for mediebrugen, men den gradvise genåbning giver nu nyt liv til de mediekanaler, der har ligget stille under corona. 

Hjemmekontoret har for mange danskere fjernet behovet for transport, og samtidig har risikoen for corona-smitte påvirket danskernes lyst til at anvende disse offentlige transportmidler. En rapport fra Google viser, at trafikken omkring offentlig trafik som tog- og metrostationer er faldet med 45%. Dog ser vi, at der er sket en udvikling i danskernes lyst til at anvende offentlig transport fra starten af corona-perioden og frem til nu.

 

 Kilde: Dentsu Aegis Network 2020 

I uge 12 svarede 63,2% af danskerne i vores corona-dataindsamling, at de i lav eller meget lav grad gerne anvendte offentlig transport. I uge 17 lå tallet for samme spørgsmål på 55,5%. Vi ser således en tendens til, at danskerne i løbet af corona-perioden er blevet mindre og mindre nervøse for at anvende offentlig transport.

 

 Kilde: Dentsu Aegis Network 2020 

På tværs af alle undersøgte transportmidler ser vi desuden, at brugen er steget over corona-perioden. Eksempelvis stiger andelen af danskere, der kører bil 4-6 gange om ugen eller dagligt med 11,6% fra uge 15 til uge 17, mens andelen af danskere, der kører med metro, stiger med 41,4% i samme periode.

Dette skyldes sandsynligvis både en mindsket frygt for smitte, men også genåbningen af folkeskoler og daginstitutioner og den løbende genåbning af arbejdspladser over de seneste uger, som i højere grad kræver, at danskerne begynder at transportere sig. 

Radio er både et transportmedie og et nyhedsmedie 

Når vi under normale omstændigheder undersøger danskernes medievaner, giver grafen ”Day in a life” en indikation af, hvilke mediekanaler danskerne anvender hvornår.

 

 Kilde: Dentsu Aegis Network 2020 

Grafen herover viser radiolytning og transport på en gennemsnitlig hverdag. Op ad y-aksen vises % af befolkningen, der lytter til radio, mens x-asksen viser døgnet inddelt i tidsintervaller. Her ser vi, at radio har to daglige peaks: Et om morgenen mellem kl. 6 og 9 og et om eftermiddagen mellem kl. 15 og 18.

Disse peaks og deres tidspunkter vidner om, at radio ofte anvendes, når danskerne transporterer sig til og fra arbejde. Dette understøttes yderligere, når vi undersøger radiolytningen hos de danskere, der arbejder fuldtid. Her viser den samme graf endnu større peaks i de førnævnte tidsrum.

Når vi sammenligner data på brugen af radio før corona med data indsamlet under corona for danskere med fuldtidsarbejde ser vi, at 39% af dem lyttede til radio dagligt før corona. Under corona faldt det tal med 6,8% til 36,5%. Det vidner altså om, at radio ikke blot er et transportmedie, men for mange også er et nyhedsmedie.

Mere end to tredjedele af danskerne har under corona-perioden angivet, at de følger mere med i nyhederne, end de plejer, hvilket kan være årsagen til, at radio ikke falder mere, end det gør.

Samtidig er det også vigtigt at være opmærksom på, at selvom radio under normale omstændigheder peaker i ”transporttimerne”, ligger det forholdsvist stabilt i timerne mellem peaks. Det vidner om, at en andel af radiolytterne under normale omstændigheder også bruger radio, mens de arbejder, hvilket kan være en vane, danskerne har taget med sig til hjemmekontoret under corona.

 

 Kilde: TNS Gallup Radio Meter 2020 

Om danskerne lytter til radio for at høre nyheder eller af vane, kan ikke tydes af ovenstående graf. Dog viser grafen tydeligt, at danskerne mellem uge 12 og 17 ikke har skabt samme transportpeaks i radiolytningen som normalt, men at de fortsat lytter til radio i særligt dagtimerne.

En genåbning giver liv til out of home 

Corona-perioden har budt på en række ændringer i danskernes mediebrug, hvilket både tæller den direkte, aktive brug som f.eks. radiolytning, og den mere indirekte konsumering af medier.

Den manglende transport og bevægelse imellem lokationer betyder nemlig, at færre mennesker kan eksponeres for annoncer i bybilledet, hvilket har udfordret et medie som out of home (OOH).

Under corona har OOH dog stadig haft en berettigelse med placeringer tæt på de forretninger, danskerne fortsat frekventerer jævnligt som f.eks. dagligvareforretninger. Hertil viser rapporten fra Google, at trafikken omkring fødevarebutikker, supermarkeder og apoteker blot er faldet med -12% under corona. 

Dog vil vi med den gradvise genåbning af skoler, institutioner og en række arbejdspladser givet vis se flere og flere mennesker i bybilledet og i den offentlige transport, hvilket snarligt giver brands endnu en mediekanal at kommunikere via.

Næsten en fjerdedel af danskerne er enige eller meget enige i, at de lægger mærke til annoncer på plakater eller digitale skærme i bybilledet, mens næsten en femtedel af danskerne angiver, at de bemærker annoncering, som er til stede flere steder i byer og nærmiljø, hvilket vidner om, at OOH kan skabe stor opmærksomhed – selvfølgelig forudsat, at der er mennesker i bybilledet til at se budskaberne.

Med den forestående gradvise genåbning begynder danskerne igen at transportere sig rundt i både land og by, hvilket giver nyt liv til en række mediekanaler. Derfor skal brands lige nu overveje, hvordan de tilbagevendende muligheder kan bruges bedst muligt. Her står din medierådgiver selvfølgelig klar til at guide dig. 

Lene Matthiesen

Lene Matthiesen
Managing Director, Vizeum Aarhus

LinkedIn