Hvad betyder forbrugernes ændrede adfærd for Black Friday og julehandel? 

Published on:

2020 har været et hektisk år og med både Black Friday og julehandel i vente, tyder det ikke på, at der kommer ro på foreløbig. Forbrugernes adfærd har i særdeleshed været under stor forandring, så hvordan håndterer man begivenheder som Black Friday og julehandel midt i en global pandemi, som forsat påvirker alles gøren og laden? 


Kigger vi for en stund tilbage mod 2019, var den periode, vi lige nu kigger ind i, præget af en eksplosiv vækst. Tal fra Dansk Erhverv (2019) viser, at hver femte dansker planlagde at handle til Black Friday 2019, mens danskerne handlede for hele 2,11 mia. til Black Friday.

Onlinehandlen oplevede ligeledes en stor vækst i 2019, hvor der til Black Friday blev handlet for 750 mio. kr. Sådan har handelslandskabet imidlertid ikke altid set ud – faktisk langt fra. Det er bare fem år siden, at vi begyndte at se de spirende aner af den Black Friday og julehandel, vi kender fra de seneste år, hvor både offline og online handel har præget højtiderne. 


Julehandlen er ikke, som den plejer at være 

Forbrugernes adfærd har med årene forandret sig. De forbereder og planlægger deres indkøb mere og tidligere end for bare fem år siden. Tal fra dentsus corona-dataindsamling viser, at 25% af de adspurgte respondenter planlægger at købe julegaver tidligere i år, end de gjorde tilbage i 2015.

November markerer sig hertil som årets vigtigste måned, når det kommer til online omsætning. Ser vi på den totale online omsætning for julehandlen (november-december), udgjorde november 57% af omsætningen i 2019, mens december stod for de resterende 43% (dentsu benchmark data, 2020).

Vi ser således en tendens til, at julehandelen starter tidligere og tidligere, og denne tendens har Black Friday med sine mange gode tilbud i november været en essentiel faktor for. Tal fra corona-dataindsamlingen viser ligeledes, at 17% af danskerne regner med at købe størstedelen eller alle julegaver til Black Friday i år.

En anden faktor, som spiller ind for danskernes handel i Q4, er udbetalingen af indefrosne feriepenge, og der er lagt i kakkelovnen til den helt store forbrugsfest. I uge 38 svarede 22% af danskerne nemlig, at de forventer at bruge deres feriepenge på gaver i den kommende tid.

Med alt dette in mente står det klart, at det ikke er tilstrækkeligt for brands blot at være synlige i tiden op til disse større forbrugsbegivenheder. Vi ser et stigende behov for, at annonceringen relateret til julehandelen bør starte nu. 


Forbrugerne rykker online, og det stiller nye krav 

Den sidste tendens, vi forventer at opleve i den kommende tid, er, at julehandlen i højere grad vil udfolde sig online. I år handler online shopping nemlig ikke kun om convenience og gode priser. Det handler om følelsen af sikkerhed.

Danskerne er nervøse for smitterisikoen og de lange køer, fysiske butikker medfører. 34% af danskerne udtrykker en nervøsitet for at handle i fysiske butikker til Black Friday og i forbindelse med julehandelen, mens 28% svarer, at de i højere grad vil købe julegaver online i år sammenlignet med sidste år (dentsu corona-dataindsamling, 2020).

Forbrugernes øgede online handel og færden på webshops har også påvirket forventningerne til den digitale oplevelse, og det stiller nye krav til brands. Når forbrugerne ikke har mulighed for at sanse produkterne i de fysiske butikker, hvor de både kan se og mærke kvaliteten, stiller det endnu højere krav til oplevelsen på websites. Forbrugerne vil føres igennem et gennemtænkt og visuelt smukt univers, hvor de nødvendige informationer er nemt tilgængelige, og hvor produktet både vises og beskrives grundigt.

Vores anbefaling er derfor, at I overvejer, hvordan I kan fange forbrugerne med gode tilbud og samtidig tilbyde dem sikkerhed uden lange køer og trængsel i overfyldte butikker. I denne ekstraordinære tid må alle nytænke traditionerne. 

Mads Kistrup

Mads Kistrup Jørgensen
Business and Consumer Insights Manager, dentsu

LinkedIn