Nyt samarbejde skal styrke danske medier

Published on:

Digitaliseringen har åbnet en masse muligheder for os alle, bl.a. gennem nye udenlandske medieplatforme som de sociale medier. Men de udenlandske medier rummer også udfordringer – bl.a. har de taget en væsentlig andel af det danske annoncemarked, og det kan have betydning for demokratiet på sigt. Et nyt samarbejde mellem JP/Politikens Hus og dentsu skal sikre, at den udvikling, vi har oplevet de sidste ti år, ikke fortsætter. Missionen for samarbejdet er at skabe maksimal værdi for de danske annoncører samtidig med, at de bidrager til en fortsat fri og uafhængig presse i Danmark.

De seneste 10-15 år har digitaliseringen givet alle helt nye muligheder for at søge og dele information og for at danne fællesskaber på tværs af landegrænser og demografi. Den udvikling har danske annoncører også fulgt med i. For 15 år siden gik langt størstedelen af annonceomsætningen til danske medier, men i dag går mere end en tredjedel til udenlandske medier som fx Google og Facebook, og den udvikling vækker bekymring:

- I Danmark har vi en stærk presse, der er en vigtig del af vores demokrati. Det gælder på landsdækkende niveau, men også regionalt og lokalt, siger Ulrik Petersen, CEO i dentsu Danmark, der er en af landets og verdens største bureaugrupper. Han fortsætter:

- Men samtidig ser vi en udvikling, hvor annoncemarkedet i stigende grad flytter sig i retning af udenlandske medier, og hvis vi forestiller os, at den udvikling fortsætter – eller måske ovenikøbet vokser eksponentielt – kan det potentielt svække vores medier her i Danmark, lyder det fra Ulrik Petersen.

- Denne udvikling påvirker ikke kun mediernes forretningsgrundlag, men potentielt også demokratiet. Oplysning, viden og indsigt er fundamentet for et velfungerende demokratisk samfund, og vi har som borgere både pligt og ret til at bruge vores stemme, når magthaverne skal udvælges. Det bliver et problem for vores demokrati, hvis krydset ikke sættes på et oplyst grundlag – det grundlag, som en fri, objektiv presse giver, forklarer han.

Det nye samarbejde mellem dentsu og JP/Politikens Hus har til formål at give danske annoncører endnu bedre muligheder for at opnå maksimal effekt af deres marketinginvestering samtidig med, at de bakker op om fundamentet for det danske demokrati. Parterne kalder initiativet ’Køb dansk’.

- I den danske mediebranche skal vi blive dygtigere til at vise, at vi kan skabe mindst lige så meget værdi for annoncørerne som de udenlandske medier. Ved dette samarbejde, konkrete produkt og klare budskab sætter vi en tyk streg under, at vi er konkurrencedygtige i forhold til de udenlandske spillere, og den værdi, som vi kan skabe, siger Dorthe Bjerregaard-Knudsen, COO i JP/Politikens Hus.

Et samarbejde med fokus på danske medier

Datasamarbejdet betyder, at dentsus kunder nemt, effektfuldt og med respekt for brugernes privatliv kan købe ind i kvalitetsdata fra en af Danmarks største publishers. Hermed kan dentsus kunder ikke blot købe ind i kontekst, men også reelle interessedata fra JP/Politikens Hus’ websites.

Køb dansk-initiativet er et godt eksempel på det, fremtiden kræver: Samarbejde og åbenhed mellem industriens parter. Bureauer, medier og annoncører skal sammen skabe de bedste forudsætninger for digital marketing og ikke kun lægge æg i kurven hos de bevogtede walled gardens. Og resultaterne taler for sig selv: I løbet af den første uge åbnede brug af initiativet en række konverteringer, der ikke tidligere var mulighed for at skabe. Dentsus annoncører oplever i disse dage at få nye kunder fra Safari/iOS, som førhen ikke kunne skabes med samme sikkerhed.

Endelig giver datasamarbejdet dentsus kunder et stærkt alternativ til den data, der ellers kun kan købes af Google og Facebook. Det bliver muligt at dykke dybere ned i dataen og højne forståelsen for, hvad der virker, og sådan øges gennemsigtigheden og forståelsen for effekten for både bureauer og annoncører.

Både JP/Politikens Hus og dentsu Danmark håber, at dette initiativ vil inspirere andre medier og bureauer til at indgå i nye samarbejdsformer, som kan skabe kommerciel værdi for annoncørerne og samfundsmæssig værdi ved at give os alle en ro og sikkerhed i, at vores demokrati hviler på det bedst mulige fundament.

- Vi håber, at vi med Køb dansk-initiativet kan inspirere andre til at samle bolden op og spille med. Langt de fleste danske annoncører annoncerer på bl.a. de amerikanske platforme. Det synes jeg ikke, de skal stoppe med, for det er der en masse fornuft i. Vi skal bare sikre, at den udvikling ikke tager fart. Så behøver vi nemlig ikke se ind i en udvikling, som potentielt kan blive rigtig grim for både de danske medier og for demokratiet på sigt, siger Ulrik Petersen.


Fakta
For 15 år siden stod de danske dagblade for langt størstedelen af annonceomsætningen i Danmark. Fra 2018 til 2019 steg den samlede annonceomsætning i Danmark med 165 millioner kr. (1%). Denne store stigning blev imidlertid båret af udenlandske medier, som fra 2018 til 2019 havde en samlet vækst på 422 millioner kr. (9%).

Fjernes den samlede udenlandske annonceopsætning fra ligningen, faldt den samlede annonceomsætning i Danmark markant fra 8.814 millioner kr. i 2018 til 8.557 millioner i 2019. Det svarer til et fald på 257 millioner kr. (-3%).

Det er særligt de skrevne mediegrupper (dagblade, regionale og lokale ugeaviser, magasiner osv.), der taber omsætning, mens udviklingen er mere stabil for radio og tv.

Kilde: Slots- og Kulturstyrelsen