5 råd til at skrive godt

Published on:

Vil du skrive dig til kundernes hjerter og pengepung? Med en slagkraftig tekst, der får læseren med til sidste punktum, har du gode forudsætninger for at lykkes med det. Her får du fem skriveråd, som du kan bruge, uanset om din tekst skal printes eller udgives digitalt på websites, i nyhedsbreve, på blogs eller SoMe.  

Der er fem ingredienser, som en god tekst ikke kan undvære. De gør tekster indbydende og løfter ordene til et professionelt niveau, som tiltrækker øjne og kliks. Ingredienserne, der kan gøre en forskel for din tekst, er følgende fem skriveråd:


1. Start med det vigtigste
2. Hjælp og giv aha-oplevelser
3. Overskriften afgør, om du læser videre
4. Gør det nemt at læse med
5. Skriv aktivt, personligt og originalt


Hvad kendetegner en god tekst?

Budskabet rammer som en dartpil i midten af skiven, når du bygger din tekst på data om målgruppen og grundig research. Den gode tekst skal altid hjælpe læseren med brugbar viden. Den er skruet sammen med kreative, originale vendinger, der underholder og gør, at vi bare må læse videre.  

En god tekst er selvsagt uden stavefejl, og der er intet tilfældigt over, hvor kommaerne er sat. Du behøver ikke være journalist for at skrive godt og dykke ned i den journalistiske værktøjskasse. I den finder du redskaber, der hjælper dig med at sikre kvalitet i teksten. Hvad det specifikt betyder, kan du se i de fem skriveråd.


1. Start med det vigtigste

Du skal fortælle det vigtigste i de første sætninger – og først i sætningen. Gem aldrig dine guldkorn til tekstens sidste del, da det nemt kan betyde, at læseren ikke får dem med. Din tekst får ikke mange chancer, hvis ikke den leverer og fænger fluks. Du kender det selv, når dine øjne løber hen over skærmen; Du vil underholdes og have relevant viden NU!

I den journalistiske værktøjskasse hedder metoden den omvendte nyhedstrekant. Det betyder, at du skal prioritere dine budskaber og ord benhårdt, og glemme alt om en kronologisk opbygning af teksten. Start med konklusionen, og uddyb mellemregningerne i udvalgt rækkefølge.


Vinkling er afgørende

En skarp vinkel hjælper dig med at skrive det vigtigste først. Vinklen sikrer også, at der er hold i tekstens opbygning, så dine uddybninger holder sig på sporet og ikke triller ud ad blinde sideveje, som gør teksten kompleks og uoverskuelig.

Du kan finde din vinkel ved at bruge sætningen: ”Jeg vil fortælle, at…” Færdiggør sætningen kort og præcist. Eksempelvis: ”Jeg vil fortælle, at du kan forbedre din tekst med fem skriveråd.”

”Du må ikke falde i produktfælden og plapre løs med salgsgas om, hvor fede dine produkter er.”


2. Hjælp læseren og giv aha-oplevelser

Giv løsninger og svar, som har værdi for læseren. Du må ikke falde i produktfælden og plapre løs med salgsgas om, hvor fede dine produkter er. Ingen gider købe produkter, men løsninger – dem bruger vi gerne penge på.

For at skrive relevant, skal du forstå målgruppen. Du kan få indsigter til at skabe aha-tekster via personaprofiler, keywordanalyse, adspurgt data eller ved at tracke deres digitale adfærd.


3. Overskriften afgør, om du læser videre

Overskriften bliver læst fem gange mere end resten af din tekst. Dit ordvalg er lokkemad, som afgør, om læseren vil bruge sin dyrebare tid på teksten. Derfor skal du bruge ekstra bly på overskriften, men hold den kort og præcis.  

Journalistens grundregel er, at overskrifter skal ægge, vække og dække. Forstået på den måde, at overskriften skal have blikfang (vække), gøre læseren nysgerrig (ægge) og fortælle tekstens indhold (dække).

Du kan bruge flere taktikker til at skrive en god overskrift:


4. Gør det nemt at læse med

Vær generøs med entertasten. Stræb efter, at hvert afsnit ikke må være længere end fem linjer. En tekstmur kan få selv den mest interesserede til at flygte fra din tekst.

Luft giver overskuelighed, og du skal ikke være bange for white space i dit layout og opsætning. Leg gerne med baggrundsfarver, billeder, video og andre visuelle effekter, som bryder teksten op i appetitlige bidder.  

Afsnit, underoverskrifter, bullets, markerede citater og call-to-actions giver flere indgangsvinkler til teksten, som får det skimmende øje til at slå sig ned i teksten. Du kan se det i eksemplet herunder.

Du kan gøre din tekst mere læsevenlig ved at variere længden af dine sætninger. Gør dig umage med at formulere sætninger kortest muligt og uden fyldord, som er fyord! De keder den utålmodige læser, og de gør vejen til pointen længere.

”Substans i teksten er vigtig som mandlen i risalamanden juleaften."


5. Skriv aktivt, personligt og levende

Et aktivt sprog er nemmere at læse og forstå. Skriv dig udenom de passive verbalsubstantiver, der typisk ender på -ing, -ning, -ion og -else, og brug i stedet aktive udsagnsord, som er kortere. Ændr eksempelvis ”opbevaring” til ”opbevare” og ”besparelse” til ”spar”.

Passive sætninger skjuler modtageren under ”man” eller udsagnsord, der ender på s.  Undgå uklarhed med ”man” og henvend dig direkte til modtager i teksten - skriv ”du”, ”dig”, ”de” eller ”jeres”, så der ikke er tvivl om, hvem du skriver til, og hvem der gør hvad.

Skriv i et levende sprog, der skaber billeder. Hvis noget er vigtigt, så lad være med at skrive en gennemtærsket kliche om, at det er prikken over i’et. Find på en original metafor som eksempelvis: Substans i teksten er vigtig som mandlen i risalamanden juleaften. Derved har du malet et billede hos læseren, som hjælper med at slå pointen fast.


Skriv og bliv bedre

Jo mere du skriver, jo bedre bliver du. Før din tekst går i ”trykken”, skal du læse korrektur og tjekke, om din tekst har de fem kendetegn, der blåstempler kvaliteten.  

Har du spørgsmål til skriverådene, eller har du brug for hjælp til at få skrevet tekster, er du velkommen til at tage fat i contentteamet i iProspect:
Kontakt iProspect