Tag med forbrugerne på farten

Published on:

Digital audio er ”talk of the town” blandt forbrugerne. På Spotify alene streamer danskerne 132 minutter om dagen på tværs af platforme, og det lader ikke til, at interessen svinder foreløbig. Alligevel tænker mange annoncører visuelt før lyd, og audiobaserede indkøb bliver ofte en sekundær add-on, hvis det da overhovedet kommer med på medieplanen.

Lyd giver en ganske unik oplevelse. Som bruger kan man foretage sig hvad som helst, mens man lytter. Dette er en egenskab, få andre medier på samme måde kan byde ind med. Det er sandsynligvis også en af grundende til, at mediet netop nu oplever kronede dage.

Overalt ser vi flere lydbøger, større mulighed for at få læst artikler op, podcasts mv., og forbruget øges stødt hvert år. Den fleksibilitet, audio tilbyder, taler ind en generel tendens for, hvordan forbrugerne ønsker at konsumere indhold. Det skal være on demand, kunne gøres fra flere devices og være tilgængeligt på alle lokationer. I 2020 dominerede lyd 26% af danskernes medieforbrug på tværs af radio, podcast og streaming af musik. Og netop denne tendens skal brands ikke undervurdere.


Audio er kommet for at blive

Mange af os kan genkende den klassiske Bilka-jingle, og hvis vi siger ”ved du, hvad det bedste er?”, er der garanteret mange, der er i stand til at fuldende sætningen. Det understreger om noget lydens magt i reklameøjemed.

Flere store brands har formået at skabe deres egen, genkendelige lyd, og det betyder derfor også, at forbrugerne efter få sekunder vil være i stand til at identificere brandet på trods af, at de ikke har det visuelle element at referere tilbage til.

Imidlertid tyder al forbrugeradfærd på, at lyd er kommet for at blive, og de annoncører, der bevæger sig ud i audio ads, har noget at hente. Eksempelvis så Google, at mere end 75% af de målte audio ads kampagner på YouTube drev et signifikant løft i brand awareness, da de begyndte at tilbyde audio ads i 2020. Og flere medier følger trop ved at tilbyde self-serviceydelser. Blandt andet ses dette hos Spotify Danmark, som nu tilbyder annoncører at udvikle deres egne audio ads og gå live med dem på bare 24 timer, alt imens flere podcasts åbner op for kommercielle partnerskaber – både med podcasten som direkte afsender, men også mere traditionelle radioreklamer.

Derfor er det også bemærkelsesværdigt, at flere brands prioriterer det visuelle udtryk, og i processen ofte glemmer audio.


Skab genkendelighed

Der kan være mange årsager til at brands tænker visuelt først, og det kan vise sig vanskeligt at begive sig ud i audio ads, hvis ens produkt ikke just kommer med sin egen genkendelige lyd.

Men dét burde ikke være en stopklods. Der er nemlig altid hjælp at hente, hvis man rækker ud. For hvem kender audiomedierne, deres præmisser og brugernes krav bedre end medierne selv? Brands kan hente meget ved at etablere et samarbejde med audioplatforme, som om nogen ved, hvordan man skaber engagerende, levende (lyd)budskaber, der følger mediets præmisser.

Et spændende eksempel på et samarbejde mellem et brand og et audiomedie så vi, da Heinz Ketchup i foråret ønskede at nå ud til de yngre forbrugere. Heinz’ målgruppe var særligt til stede på Spotify, og dét blev startskuddet til et mediepartnerskab, der skulle rykke Heinz Ketchup over på en helt ny platform og endnu tættere på deres intenderede målgruppe.

Gennem samarbejdet talte Heinz Ketchup ind i forbrugssituationen på en ny og spændende måde. Med kreative lydeffekter og den rette indspilning skabte de sanselige ads, der fik produktet til at stå lige så klart for forbrugernes øjne, som var det en visuel reklame.

Der findes uden tvivl et hav af andre kreative måder, hvorpå I som brand kan skabe interesse og sikre, at forbrugerne husker jeres unikke lyd. Derudover giver audio jer en unik mulighed for at overraske målgruppen. Ved at møde dem i øjenhøjde og på steder, de ikke havde forventet at ”høre” jer, kan I komme med dem på farten og blive en del af deres daglige streaming rutine.

Maria Louise Gylov-Hermann

Maria Louise Gylov-Hermann
Digital Director, Carat

LinkedIn
Raya Karim

Raya Karim
Copywriter & Project Manager

LinkedIn