Cases: Kommunikation til situationen

Published on:

Selvom Covid-19 har budt på en stor portion modgang, har situationen også skabt grobund for nye kommunikative tendenser. Her har vi samlet en perlerække af danske brands, som har tilpasset sin kommunikation og forretning til den situation, samfundet er i.


Salling 

Sallings varehuse er nogle af de forretninger, som har måttet lukke som resultat af Covid-19. Dog holder dagligvareafdelingen Salling Super åben, og her tilbydes forbrugerne både fysisk og digital shopping og tilhørende udbringning af blandt andet porrer, påskefrokostkasser og kasse 1, 2 og 3 fra Salling Slagteren. Ved at give forbrugerne mulighed for at indsende en indkøbsliste og få bragt varerne til døren, gavner tilpasningen af forretningen ikke alene Salling, som kan holde gang i forretningen – det er også en hjælpende hånd til forbrugere, som er ekstra udsat og ikke selv kan handle.
Se Sallings kommunikation på deres website her.


IKEA 

IKEA har i den grad formået at tilpasse både sin kommunination og sin forretning til danskernes nye hverdag. Det første, der møder brugerne på websitet, er information om ”Klik og hent”, muligheden for online møder og indretning af hjemmekontor. Derudover har IKEA tilføjet hele sin produktportføjle til sin webshop, så alle produkter nu er tilgængelige online. Endelig har varehuset i Taastrup lanceret drive-in "Klik og hent", så forbrugernes kontakt med andre mennesker minimeres. Med alle disse tiltag viser IKEA, at de er der for forbrugerne, og at IKEA forsat er kvalitetstestet af hverdagen – også, når den er markant anderledes end normalt.

Sunset Boulevard 

Take away er blevet en essentiel del af forretningen for både større kæder og mindre restauranter.  Derfor har man måtte gentænke formen og leveringsprocessen for at gøre den mere sikker for både forbrugere og medarbejdere. Sunset Boulevard har oprettet et nyt online bestillingssystem, SunsetToGo, der nemt tillader forbrugerne at bestille og afhente deres mad uden nogen kontakt med personale. Et tiltag, der ikke alene medvirker, at smittekæden brydes, men som samtidig viser det kollektive ansvar, vi alle – både brands og forbrugere – har lige nu for at sikre afstand imellem os.


Wolt

For at mindske den sociale kontakt, har take away-udbyderen Wolt valgt at gøre kontaktløs levering til en funktionel mulighed i deres app. På den måde kan forbrugerne ved check-out tilvælge funktionen og få leveret deres mad lige til døren uden at skulle i direkte kontakt med kureren.


Lagkagehuset

I denne tid har danskerne fået øjnene ekstra op for hverdagens helte og dem, som gør en ekstra indsats for at få samfundet gennem krisen. Det er nemlig ikke alle danskere, der kan blive hjemme og passe på sig selv, men som i stedet må ud og varetage vigtige roller i samfundet. Denne gestus kan Lagkagehuset ikke gengælde i samme grad, men til gengæld byder de på gratis “Knoklekage” og filterkaffe til alt sundhedspersonale.


Stofa

Internet- og teleselskaber tapper også ind i de nye samfunds- og forbrugertendenser. 70% af forbrugerne angiver, at de følger mere med i nyhederne, end de plejer, og behovet for at følge med i den seneste Covid-19-udvikling vil Stofa gerne bakke op om. Derfor har Stofa i samarbejde med TV2 åbnet op for TV2 NEWS, så Stofas kunder nemt kan holde sig informeret - et tiltag, der endda forlænges i april.


Den Gamle By

Den Gamle By er en af mange kulturinstitutioner, som holder lukket som resultat af Covid-19. Dog tilbyder Den Gamle By fortsat aarhusianerne en mindre tidsrejse, da man har valgt at holde gaderne i Den Gamle By åbne for slentreture med god afstand til de andre besøgende. Samtidig oplever Den Gamle By lige nu stor medvind på sociale medier, hvor mere end pt. 6000 danskere har meldt sig ind i støttegruppen for Den Gamle By på Facebook.



Selvom vores verdenssamfund står i en enorm krise, sker der alligevel fine ting, og det skal vi huske at hylde i en anderledes hverdag. Borgere rykker tættere sammen og hjælper hinanden, samfundssind er blevet fælleseje, og marketingfolk arbejder kreativt med deres brands på helt nye måder. Alt dette kan vi – midt i krisen – godt være stolte over.