Dentsu lancerer ny, digital markedsplads

Published on:

Kontrol og transparens frem for walled gardens har været mantraet i udviklingen af dentsu marketplace, som tilbyder inventory fra danske kvalitets-publishers eksklusivt til dentsus kunder. ”Et kvantespring mod større transparens”, siger dentsus CEO.

Hos dentsu lancerer vi nu en ny, digital markedsplads: Dentsu marketplace. Dentsu marketplace er baseret på SSP-teknologi (Supply Side Platform) fra Adform og har til formål at give vores kunder øget indsigt, transparens og ejerskab i den programmatiske værdikæde samt at sikre øget kvalitet.

Om platformen fortæller Rasmus Viberg-Holde, Executive Director hos dentsu:

”Dentsu marketplace er en stor, men for os naturlig lancering. Det digitale marketinglandskab bliver mere og mere fragmenteret forstået på den måde, at de store techudbydere med deres walled gardens skaber lukkede miljøer, som fratager annoncører kontrollen. Med dentsu marketplace giver vi kontrollen tilbage og rykker mediernes inventory tættere på annoncørerne med transparens og kvalitet for øje.”


Behov for at tage kontrollen tilbage

Det digitale økosystem har forandret sig drastisk over de seneste år. Apples lancering af ITP og iOS og de øvrige browserudbyderes valg om at følge trop og udfase 3. parts cookien har sammen med den skærpede datalovgivning og forbrugernes øgede brug af ad blockers resulteret i, at techudbyderne har skabt lukkede systemer – de såkaldte ’walled gardens’. Disse lukkede systemer tvinger bureauer og annoncører til at følge techudbyderens spilleregler, og med det mister vi indsigt og kontrol.

Med syn på denne udvikling har vi haft et stort ønske om at tage kontrollen tilbage og skabe et stærkt alternativ til de lukkede systemer; et alternativ, hvor kvalitet, kontrol og transparens udgør fundamentet. Det alternativ er dentsu marketplace; en digital markedsplads med programmatisk indhold af høj kvalitet, som tilbydes eksklusivt til dentsus kunder og partnere.

Den første fordel ved dentsu marketplace handler om kvalitet. I platformen er der færre, men nøje udvalgte websites tilgængelige, hvilket betyder, at en større andel af annoncørens budget investeres på sider med høj kvalitet. Vi arbejder for at drive markedet mod en højere standard, så fokus ikke kun er på visninger, men også på at fange brugeres opmærksomhed.

Den anden fordel er større transparens. Med øget kontrol kan vi fremover få indsigt i de elementer i det digitale økosystem, som tidligere var en blackbox for både annoncører og bureauer. Med dentsu marketplace giver vi vores kunder indblik i, hvordan deres budget bruges efter, at den digitale auktion på en medieplacering har fundet sted. Fremover kan vores kunder således få dybere viden om fordeling af mediespend – et område, der tidligere var ukendt land.

Den tredje fordel handler om brand safety. Med håndplukkede publishers tilgængelige i platformen sikrer vi placeringer af høj kvalitet hos troværdige, danske medier, som vi har samarbejdet med i en årrække, og som tilbyder en høj grad af brand safety.

Den sidste fordel for annoncører er fokuseret omkring målretning. Udfasningen af 3. parts cookies vil gøre det sværere at ramme forbrugerne, men med dentsu marketplace kan vi med kontrol over SSP-leddet fremtidssikre måden, hvorpå annoncører når deres målgrupper på præcis og effektiv vis.


Et opgør med uigennemskuelighed

For os i dentsu er et bæredygtigt og fremtidssikret medieøkosystem alfa omega. Det er det for vores kunders, mediernes, branchens og vores egen skyld. Vi vil gerne bidrage til et stærkt marked, og derfor har vi igangsat en række initiativer, som skal skabe netop det: Et stærkt og transparent dansk medielandskab.

Før sommer præsenterede vi Køb dansk-initiativet, som er et datasamarbejde mellem JP/Politikens Hus og dentsu. Dette datasamarbejde har til formål at tilbyde kvalitetsindkøb i interessedata fra en af Danmarks største publishers og således give danske annoncører en unik mulighed for at skabe værdi af deres medieinvestering ved at købe ind på danske medier. Samtidig er Køb dansk-initiativet tiltænkt at give danske annoncører mulighed for at støtte det danske demokrati ved at placere deres medieinvesteringer hos de danske medier, som spiller en stor rolle for demokratiet og opretholdelsen af et oplyst samfund.

Lanceringen af dentsu marketplace er endnu et skridt på vejen mod et diversificeret og transparent medielandskab. Ulrik Petersen, CEO i dentsu danmark fortæller:

”Med først Køb dansk-initiativet og nu dentsu marketplace tager vi kvantespring mod et marked med større fokus på danske kvalitetsmedier og øget transparens, og jeg har en stærk tro på, at denne udvikling vil have en positiv indvirkning på branchen.”

I slutningen af september er vi klar til at onboarde de første kunder på dentsu marketplace. Kontakt Executive Director Data, Analytics & Activation, Rasmus Viberg-Holde, på rasmus.viberg-holde@dentsu.com, hvis du vil vide mere.

Rasmus Viberg-Holde

Rasmus Viberg-Holde
Executive Director, Data, Analytics & Activation

LinkedIn
Ulrik Petersen

Ulrik Petersen

CEO dentsu denmark

LinkedIn