Byg bro mellem to generationer

Published on:

Tænker du, at Gen X er teknofobiske, modstandere af forandring og alt, hvad der er nyt? Ja, så er du ikke den eneste. Hvad med Gen Z? Hvis du synes du, at de er følsomme, dovne job-hoppers, så adskiller du dig heller ikke nødvendigvis fra resten af befolkningen. Vi fokuserer ofte på forskelligheder, når vi snakker om Gen X og Gen Z. Men du vil måske blive overrasket, når du hører, at de ikke er så forskellige endda.


Delte holdninger skaber en generationskløft

Lad os starte med forskellene: Spørger man Gen X og Gen Z om deres syn på arbejdslivet, er der markante forskelligheder. For begge generationer gælder det, at de gerne vil have et større formål med deres arbejde udover at tjene penge (PULSE23), men det er dog i langt højere grad kendetegnende for Gen Z. Derudover er der dobbelt så mange i aldersgruppen 18 til 29 år, der foretrækker at arbejde hjemmefra i forhold til aldersgruppen 50 til 59 år (PULSE23).

Også når det kommer til måden at kommunikere på, er der store forskelle. Har du tænkt over, hvilke emojis du bruger? Ja, det kan lyde banalt, men forskellene i måden hvorpå forskellige generationer kommunikerer, afspejles typisk i deres brug af emojis. Bruger du f.eks. hjerte-, grine- og klappe-emoji, vil du blive betragtet som “gammel” i Gen Z´s øjne.

Når det kommer til synet på den digitale verden, er der også væsentlige forskelle mellem Gen Z og Gen X. Hos Gen Z mener de ikke, at den virtuelle verden og den fysiske verden nødvendigvis skal betragtes som adskilt fra hinanden. Faktisk er det for yngre generationer en naturlighed at bevæge sig mellem det fysiske og virtuelle og skabe dybe relationer med personer, som man måske ikke har mødt fysisk.

Vi skal ikke kigge langt for at finde konkrete eksempler på dette. Hos den norske gamer Mats, der havde fysiske udfordringer, var den virtuelle verden faktisk vejen til store oplevelser. Set udefra og særligt fra hans forældres perspektiv (som hørte til Gen X-målgruppen), levede Mats et isoleret liv grundet sit handicap. Noget, der begrænsede hans evne til at bevæge sig, rejse og tilegne sig oplevelser i den fysiske verden. Men virkeligheden var en helt anden for Mats, der levede et eventyrligt liv i de virtuelle verdener, han bevægede sig indenfor.

Endnu engang understreger dette eksempel de to generationers forskelligheder. Men selvom Gen Z og Gen X går til digitale og virtuelle verdener forskelligt, har et anderledes syn på arbejdsbyrde m.fl., så er generationerne måske alligevel ikke så langt fra hinanden, som de selv går og tror. Og jeres opgave som brand er at hjælpe dem med at se lighederne.


At forene to generationer

Tidens usikkerhed med krig, økonomisk ustabilitet og energikrise har fået os alle til at stoppe op og reflektere. For til trods for, at det uden tvivl kan være skræmmende at befinde sig i en tid med så mange ubesvarede spørgsmål, kan vi trøste os ved tanken om, at vi har prøvet det før. Ja, faktisk er Gen Z og Gen X faktisk temmelig ens, hvad dét angår.

Gen X´erne har ligeledes erfaringer med at være unge i en tid med krig og krise, og de kan derfor vise sig som vigtige sparringspartnere for Gen Z, der i skrivende stund oplever en lignende situation for første gang.

Som brand kan I her spille en afgørende rolle ved at agere som bindeleddet mellem de to generationer og hjælpe dem med at hjælpe hinanden i de usikre tider.

Et eksempel herpå er appen Remento. Appen, som er udviklet til at bevare og dele fortællinger, er et oplagt medie, hvorfra Gen X kan dele deres erfaringer og oplevelser, og den tillader samtidig en dialog, hvor Gen Z også kan få afløb for deres bekymringer.

Altså har I som brand mulighed for at åbne dialogen mellem de to generationer i 2023. Til trods for at de på overfladen kan synes forskellige, har de mange ligheder, og jeres opgave er at være med til at fremhæve disse ligheder. Dette er ikke bare noget, som vil gavne forbrugerne, men det kan også hjælpe jeres brand på den lange bane, da det skaber tillid og viser gennemsigtighed – alt sammen noget, som begge generationer vægter højt, når de er på udkig efter det næste brand, de ønsker at støtte.

Siden 2008 har vi i dentsu delt vores bud på de største tendenser, der vil præge fremtiden. Og i år var ingen undtagelse. Ved PULSE23 tog vi temperaturen på det, der rører sig blandt de danske forbrugere og præsenterede 8 trends. Vil du vide mere kan du downloade årets folder lige her.

Julie Daugaard

Julie Daugaard
Executive Strategy & Growth Director, dentsu

LinkedIn
Paw Bæk Hansen

Paw Bæk Hansen
Strategy Director, Dentsu Data Services

LinkedIn