Nyt retailfokus hos forbrugerne
Coronavirussens indtog i Danmark har medført hastelovgivning og massive restriktioner af borgernes færden i det offentlige rum. Disse historiske tiltag, som aldrig før er set i fredstid i vores land, har haft store implikationer på forbrugernes handlemønstre og adfærd, og særligt retailbranchen påvirkes af situationen.
Covid-19 skubber til onlinehandlen i retailbranchen
På trods af dommedagsagtige profetier, blodrøde tal på de globale aktiemarkeder og business- og finansmediernes opråb om en nærtforestående recession, hersker der fortsat købelyst i en lang række retailrelaterede produktvertikaler blandt de danske forbrugere. Dog flytter forbrugerne sig længere væk fra at besøge de fysiske butikker og benytter i stedet webshops.
En netop færdiggjort global undersøgelse på tværs af 12 markeder viser en massiv ændring i de produktkategorier, forbrugerne forventer at købe online. Undersøgelsen har i 11 ud af 12 markeder vist en markant stigning i forbrugernes forventning om at købe flere produkter online, som de tidligere har handlet i de fysiske butikker (Ipsos: Tracking the Corona Virus, 2020).
Mange danske retailkæder på tværs af produktkategorier oplever lige nu, at forbrugerne strømmer mod online handel, og hertil følger et unormalt højt aktivitetsniveau i trafik, salg og konverteringsrater. Samtidig ser man hos en række brands en markant vækst i deres Click & Collect-service, hvor forbrugerne handler hjemmefra og henter produkterne i butikken for at minimere mødet med andre mennesker og dermed mindske risikoen for smitte.
Mere tid i hjemmet afføder nye forbrugsmønstre
I disse tider skal mange danskere balancere rollen som fuldtidsansat fra hjemmekontoret og samtidig agere enten fuld- eller deltidspædagog eller -skolelærer. Dette har store implikationer for, hvordan forbrugerne bruger tid sammen i et familieliv, hvor grænserne mellem arbejde og privatliv smelter sammen, og den nye måde at indrette hele sit liv på sætter tydelige præg på de retailrelaterede forbrugsmønstre.
Rekreation og analoge former for tidsfordriv
Særligt hobbykategorien oplever i disse tider en positiv påvirkning af salg til private forbrugere. Antallet af privatforbrugere, som bestiller garn, perleplader, hækleudstyr og andre hobbyprodukter er eksploderet i en lang række hobbybutikker og -webshops. Danskerne tyer altså ikke kun til streamingtjenester i jagten på underholdning, men bruger også tiden på at fordybe sig i analoge, rekreative aktiviteter.
Også mange boghandlere mærker øget salg trods markant lavere trafik i butikkerne. Det skyldes ganske enkelt, at kunderne køber mere, når de er i butikken eller besøger webshoppen. Særligt puslespil, brætspil og underholdning til børnene er i høj kurs, hvilket vidner om, at de danske familier også her gerne vil anvende analoge former for underholdning for at sikre husfreden og bedrive tiden på bedst mulig vis.
Tid til redebyggeri
På tværs af have- og renoveringsforhandlere, møbelbranchen og elektronikforretninger vidnes der om markante stigninger i visse produktkategorier som en afledt effekt af, at danskerne nu har mere tid sammen i hjemmet. Den ekstra tid lader til at blive benyttet til først og fremmest at få etableret et kontor, som kan fungere som en permanent arbejdsstation. Hertil melder flere brands om en markant stigning i salg af kontormøbler og computertilbehør.
Samtidig bliver der også brugt ressourcer på en generel modernisering af både hus og have, hvor man i højere grad bruger mere tid i hjemmet og derfor har et mulighedsrum for at få ført bolig- og indretningsmæssige beslutninger ud i livet.
Læs mere:
Behov for ansvar og nærhed
25 content tips i en udfordrende tid
Covid-19: Udviklingen i retail
Forbrugertrends: Hvordan påvirker Covid-19 danskerne?
Torben Lyse Nielsen
Head of Digtal, Vizeum