Fordybelse via lyd

Published on:

Du ser dem sikkert, når du vover dig udenfor i disse dage. Du har med garanti også set dem, inden coronaen for alvor fik fat i Danmark. En af de mange danskere, der vandrer igennem de danske gader, stræder og nu mennesketomme parker. Umiddelbart stille og i sin egen verden, men som i virkeligheden er forsvundet ind i et helt andet univers end det, omverdenen ser. Måske er du selv en af dem? En podcastlytter, der fordyber sig i lydmediets fortællinger.


Covid-19 har givet danskerne en ny hverdag, og der er pludselig mere tid. Tid til at følge med i nyhederne og tid til at tjekke sociale medier, men også en tid til at stoppe op og mærke efter. Til at tillade sig selv at gå lidt i stå. Tid til at komme i bund og fordybe sig.

De seneste tre uger har givet danskerne tid og plads, og 41% af danskerne siger, at de har mere tid til fordybelse og refleksion under Covid-19 end i deres normale hverdag.


En af de måder, som forbrugerne fordyber sig på, er via analog underholdning i form af puslespil og hobbyaktiviteter. En anden måde er via magasiner, og et tredje middel til fordybelse under Covid-19 er via podcasts.

I vores Covid-19-undersøgelse ser vi, at næsten 25% af befolkningen lytter til podcasts ugentligt, og den generelle udvikling over de seneste år præsenterer podcasts som et medie i vækst.


Vi køber med følelserne

Men hvad er det, podcastmediet kan? Som et længere format kan det give brands noget af det mest eftertragtede, forbrugerne har – nemlig tid (du tænkte sikkert penge…!). Brands har brug for tid med forbrugeren for at skabe det nærvær og de emotionelle forbindelser, der har potentiale til at trække forbrugeren tættere på brandet.


Husk på, at vi alle er ægte, irrationelle og komplekse mennesker med alt, hvad det indebærer af følelser, holdninger og tanker, som får verden til at se ud på en bestemt måde. Og min verden ser ikke nødvendigvis ud på samme måde, som din gør. Eller din kollega. Én ting har vi dog til fælles: Vi vil alle gerne fortælle og høre gode historier. Og det er her, brands har en ny mulighed for at bidrage til forbrugerens verdensbillede.


Med podcastmediet har brands en unik mulighed for at fortælle og udgive historier, der skaber en ærlig og relevant fortælling med noget på hjerte: En mulighed for at skabe brandrelevans via dybdegående, underholdende eller uddannende fortællinger, der tager afsæt i brandets DNA, målgruppens interesser og en relevant kobling til samfundet.


Podcasts nu og efter Covid-19

Vi tror på, at podcastmediet vil vokse markant, og vi tror også, at det nuværende ønske om fordybelse og brugen af podcasts som resultat heraf vil sætte fart under mediets udvikling på den lange bane. Derfor handler det for brands om at være klar til at hoppe med på (lyd)bølgen.

En podcast er ikke noget, man bare lige laver. Det kræver grundig forberedelse. Derfor er vores anbefaling, at brands, der gerne vil i gang med podcasts allerede nu begynder at lægge fundamentet for et podcasteventyr på den anden side af Covid-19.


Begynd at tænke over, hvilke historier I vil fortælle til jeres forbrugere på den anden side af vores nuværende hverdag. Hvilke universer kan I bygge op omkring jeres brand, og hvordan kan I fortælle historien via lyd? Begynd at forberede jer på podcastlivet efter Covid-19 for at være på forkant med et medie, som kommer til at vækste.


Podcasts har en lang levetid, da det stadig kan være interessant at høre en podcast, som har et par år på bagen, mens det måske ikke er lige så aktuelt at se en ældre reklamefilm. Den nye valuta i marketing er tid og opmærksomhed, og lige nu har brands en unik mulighed for at forberede sig på at tage podcastverdenen med storm.


Vil du høre mere om mulighederne for at arbejde med podcastformatet? Så hiv fat i Rasmus Hamann, Director i Vizeum Integrate, på rasmus.hamann@vizeum.com


Psssst. Vil du selv i gang med at lytte til podcasts, eller mangler du inspiration til din næste lytteoplevelse? Vi har samlet ni bud på din næste favoritpodcast her.

Dem fra brands

  • Dynaudio: Inside Dynaudio: En ærlig podcast fra high-end højtalerbrandet med rødder i Skanderborg. Fængende historier internt fra virksomheden og eksternt om eksempelvis musikbranchen. Lyt til afsnittet Makin’ it in LA.
  • Blue Apron: Why We Eat What We Eat: En interessant podcast fra USA's store måltidskassebrand Blue Apron, hvor værten Cathy Erway undersøger, hvad der former amerikanernes madvaner. Lyt til afsnittet Breaking Bread. 
  • eBay: Open for business: En underholdende podcast fra eBay om at bygge forretningen op fra bunden. Spændende historier fra iværksættere om både succeser og fiaskoer. Lyt til afsnittet #4 Every Launch Is a Movement.

De spændende

  • Serial: ”One podcast to rule them all”. Den, der satte gang i bølgen. En klassiker. Serial er en vaskeægte podcastdarling, der foruden podcastbølgen også satte gang i true crime-genren. Journalisten Sarah Koenig undersøger, hvorvidt Adnan Syed er blevet dømt for mordet på sin ungdomskæreste på forkert grundlag.
  • Ringbindsattentatet: En podcast fra Third Ear, som også står bag den kendte danske podcast ‘Kvinden med den tunge kuffert’. I Ringbindsattentatet dykker Third Ear ned i en sag fra 1987, hvor et ringbind bygges om til en dræbermaskine.
  • Casefile: En spændende true crime-podcast, som i hvert afsnit dykker ned i en ny mordsag med stor objektivitet og en bragende research som grundlag for de velfortalte episoder.

De lette

  • Den nye stil: I denne podcast tager Pelle Peter Jencel lytterne med på en rejse gennem dansk hiphop. Han starter i 1987, da hiphoppen kommer til Danmark på kassettebånd og fortsætter hele vejen til den danske hiphop scene anno 2019. Hør den, hvis du er til god musik og røverhistorier.
  • Mads & Monopolet: Et klenodie i dansk radio, som fortsat lever i bedste velgående i både radio- og podcastformat. Hver uge løser Mads Steffensen og hans tre monopolister store og små dilemmaer fra danskerne.
  • Lund og Løkke: Anders Lund Madsen og Lars Løkke Rasmussen, som er gamle venner fra jurastudiet, mødes i en bil og viser hinanden og lytterne det Danmark, de og vi er formet af.
Rasmus Hamann

Rasmus Hamann
Executive Director, dentsu X

LinkedIn