Tilbudsaviser ja tak/nej tak/måske
Debatten om tilbudsaviserne er i gang, og i øjeblikket diskuteres både nej tak- og ja tak-ordninger af politikere, brands og brancheorganisationer.
Tilbudsavisen har altid været en af detailhandelens vigtigste salgsdrivere. Men som forbrugernes købsrejse bliver mere digital og spørgsmålet om klimahensyn rejses, er mange begyndt at tage tilbudsavisen op til revision. Har den stadig en berettigelse? Driver den salg? Og hvordan i alverden skal vi kunne undvære den?
Tilbage i 2019 var det præcis de spørgsmål, Elgiganten stillede sig selv. Men beslutningen var for stor til at træffe uoplyst. Derfor gik Elgiganten sammen med Carat i gang med at afdække tilbudsavisens værdi og effekt gennem massive tests, hvilket i starten af 2021 resulterede i, at Elgiganten udfasede den fysiske tilbudsavis totalt. En beslutning baseret på en eco modellering-analyse, som har givet dyb viden om mediet.
I dette Dentsu Deep Dive deler CMO hos Elgiganten Jimmi Frederiksen overvejelserne bag farvellet til den fysiske tilbudsavis. Han flankeres af Johnni Rosenquist, Executive Director hos Carat, der har hjulpet Elgiganten med at udføre den omfattende analyse, der har dannet fundamentet for den store, forretnings- og mediestrategiske beslutning.