Har vi overset tech- og dataområdet i klimadebatten?

Published on:

Forbrugerne efterspørger det, brands forsøger at implementere det. Bæredygtighed er på alles læber, og overalt ser vi nye, bæredygtige løsninger udspringe. Emnet har langsomt vævet sig ind i alle dele af vores hverdag, men stiller vi ind på tech- og dataområdet, kan det sommetider være vanskeligt at greje, hvordan man her kan gøre en reel forskel. 

Bæredygtighedsdebatten optager meget spalteplads, ikke bare hos den enkelte forbruger, men også blandt virksomheder. Gennem de seneste år er vi blevet mere bevidste om vores indvirkning på klimaet, og forbrugerne stiller gradvist også flere krav. Det er ikke længere tilstrækkeligt at kommunikere bæredygtighed: Vi skal også vise det. Hvad er det helt konkret, vi gør, og hvordan gør vi det.

Dog overser vi i debatten om, hvordan den enkelte forbruger såvel som brands, kan tænke og arbejde mere bæredygtigt, et væsentligt område: Nemlig tech- og dataområdet. Et af tidens største, men oftest mest oversete klimasyndere.


Hvor skal man begynde?

Retail- og FMCG-branchen har gennem den seneste periode været placeret under lup. Forbrugerne forventer bæredygtige initiativer, produkter og services, og resultaterne skal gerne være synlige og transparente.

Og der er da også en årsag til, at netop de to brancher løber med en del af opmærksomheden. De efterlader et tydeligt aftryk på kloden. Anderledes er det dog med tech- og dataområdet.

Om end det kan virke underligt, at noget der lever i det virtuelle, kan sætte et aftryk på vores fysiske verden, så er det netop den udfordring, vi lige nu står overfor.

Realiteten er, at enhver handling vi foretager os i det digitale, uanset hvor lille den nu må være, indgår i et større data puslespil. Faktisk estimeres det, at 1% af det globale forbrug af elektricitet alene kan tilskrives datacentrene.

Vi har nok alle hørt, at vi bør slette gamle e-mails, beskeder m.v., men med ovenstående tal, står det klart, at der skal nogle større muskler til for at gøre op med denne negative udvikling

En løsning på denne udfordring er at omlægge server- og datacentrenes energiforsyning til vedvarende, grønne energikilder, og her ser vi en af tidens største IT-giganter bemærke sig med deres tiltag.


Grønne cloud services

Google har gennem tiden demonstreret ambitiøse klimatiltag. De er verdens største årlige køber af vedvarende energi, hvor 100% af den årlige elforsyning til deres datacentre kompenseres med indkøb i vedvarende energikilder. Imens har de forpligtet sig til at nå målet om at være forsynet med 100% vedvarende energi i 2030.

Men udover egen indsats, så gør IT-giganten det også muligt for virksomheds- og hjemmesideejer at gøre en forskel for klimaet. Når man som brand anvender Googles tools og cloud services, har man mulighed for at vælge cloud-udbydere med lavere CO2-udledning.

Dette giver brands mulighed for at skabe en holistisk klimastrategi, som ikke er begrænset til produkt og services, men som omfatter hele værdikæden.

Til trods for, at dataområdets aftryk ikke på samme måde kan ses eller mærkes, så er det ikke desto mindre en af de største syndere. Husk derfor at have den med i jeres overvejelser, når I udarbejder en bæredygtig brandstrategi.