Fra Black Friday til Black Year 

Published on:

Julie Daugaard, Strategy Director hos dentsu, reflekterer over 2020’s påvirkning af den Black Friday, vi går i møde, og spår om trends, der vil forme den amerikanske detailhøjtid.

Black Friday-konceptet har ændret sig over de sidste år. Fra en tilbudsfest, der startede med at være en enkelt fredag, til at vare en weekend til en hel uge og endda Cyper Monday med. I år bliver det endnu vildere.

Mange virksomheder har allerede meldt ud, at de strækker tilbuddene over hele november for at undgå kødannelse. En måned er måske endda ikke nok – nogle vil mene, at Black Friday faktisk har varet hele året. The Black Year. Det navn passer på mange måder godt til 2020. Selvom året har boomet med tilbud og udsalg, så kommer uge 48 utvivlsomt til at slå omsætningsrekorder. 


Dørbaskernes død?

”Online-only” bliver den mest dominerende trend i år. Allerede i 2019 steg onlinesalget til Black Friday med 60 procent i forhold til 2018. Vi behøver ikke argumentere for, hvorfor den statistik vil stige yderligere i år. Det interessante er, at det kommer til at ændre måden, detailkæderne kører Black Friday på. Tidligere år har ”dørbaskere” – tilbud, der kun er i butikken – været dominerende. Sådan bliver det ikke i år og måske aldrig mere. Virksomheder som Matas og JYSK har allerede meldt ud, at de vælger at køre samme tilbud online og i butikken modsat tidligere år. 


VR, AR og QR genopstår 

Nød lærer nøgen kvinde at spinde. Det er innovationen under COVID-19 et bevis på, og det kommer også til at gælde i forbindelse med Black Friday, hvor ældre trends vil få nyt liv. Vi kommer til at se flere virksomheder genoptage QR-koden i eksempelvis magasiner, der leder forbrugerne direkte ind i webshoppen. Der vil blive personlige shoppere, der enten shopper for kunden i butikken eller tager dem rundt i butikken med et kamera på hovedet. VR bliver igen aktiveret til virtuelle ture i butikken, og man kommer til at kunne shoppe efter tilbud med AR. Det gør shoppingen både sjovere og mere sikkert.  


Dagligvarekæderne går forrest 

Sikkerhed i forbindelse med smitterisiko bliver naturligvis en høj prioritet under Black Friday. Det kommer blandt andet til at betyde innovation inden for forskellige muligheder for midlertidige ”pick up”-lokationer, så kunderne ikke skal ind i butikkerne. Der er også fart på udviklingen af ”Scan og betal” for at undgå kødannelse. Her er dagligvarekæderne langt fremme, og andre typer af fysiske butikker er nødt til at følge trop – hurtigt. 

Alle kan lave et lotteri 

Dette års Black Friday (og julehandlen) kræver mere kreativ tænkning end nogensinde. Det er derfor tid til at genbesøge gamle idéer og teknologier og give dem nyt liv. Det kan for eksempel være et godt gammeldags lotteri, hvor kunderne kan vinde en time alene i jeres butik. De kommer først til de gode tilbud, det bliver stressfrit og uden risiko for smittespredning. Black Friday og julehandlen rammer lige om lidt, men der er stadig små tiltag såsom lotteri, som I kan nå at aktivere inden forbrugsfesten skydes i gang. God fornøjelse. 

Julie Daugaard

Julie Daugaard
Executive Strategy & Growth Director, dentsu

LinkedIn