Carlsberg vælger iProspect som nyt mediebureau

Published on:

Efter en omfattende pitch i foråret har Carlsberg valgt iProspect som nyt globalt mediebureau. iProspect blev valgt ud fra sine strategiske kompetencer, kreative og innovative tankesæt, en datadreven tilgang til medieplanlægning og en succesfuld track record.

Carlsberg har valgt iProspect, som er en del af dentsu Danmark, som nyt globalt mediebureau. Fra årsskiftet skal bureauet være med til at drive Carlsbergs annoncering og marketingkampagner på tværs af alle markeder. iProspect kommer til at overtage rollen fra Initiative under Interpublic Group, der har haft ansvaret siden 2018.

Valget faldt på iProspect efter en omfattende evalueringsproces, hvor bureauet skilte sig ud på baggrund af deres strategiske ekspertise, en kreativ og innovativ tankegang og en stærk datadreven tilgang til medieplanlægning. Derudover kunne iProspect fremvise en imponerende historik af overbevisende, succesfulde løsninger både internationalt og i de enkelte markeder.


Næste niveau

Om valget af iProspect forklarer, Marcela Wiwe, Vice President Marketing i Carlsberg Denmark:

”Vores bureauer er en del af teamet, og vi er glade at have iProspect med ombord. De har vist, at de forstår vores portefølje og kan være med til at drive vores brands til det næste niveau i en mediekontekst, som bliver stadig mere kompleks. iProspects tilgang til planlægning og eksekvering skal hjælpe os med at tale med vores forbrugere på de rigtige tidspunkter på bedst mulig vis. Vi glæder os til at gå i gang med samarbejdet – og til at fejre det med en kold øl!”

Med iProspects ekspertise vil Carlsberg sigte efter at etablere en integreret mediestrategi og eksekvere effektfulde kampagner, der vækker genklang hos forbrugerne og er i stand til at sikre, at Carlsbergs brands forbliver relevante og indflydelsesrige på tværs af alle markeder.


Fremtidens partnerskab

Også hos dentsu Danmark vækker partnerskabet stor begejstring og stolthed, og Ulrik Petersen, CEO i dentsu Danmark ser frem til at tage hul på et tæt samarbejde og udtaler:

”Nogen gange føles ting bare rigtigt, hvor det ”klikker”. Det er præcis den følelse, som det danske pitch team har haft fra første brief og møde med Carlsberg. Der har været en klar forståelse af opgaverne, ambitionerne og forventningerne. Nu glæder vi os til at komme i gang med at videreudvikle den allerede stærke brandportefølje, som Carlsberg har, og bygge løsninger, som er best-in-class.”

Allard de Wijkerslooth, Head of Media & Digital Marketing i Carlsberg Danmark, siger om partnerskabet:

”Med iProspect har vi et bureau, der er meget datadrevet, når det kommer til planlægning og strategi. Og i en tid, hvor AI udvikler sig hurtigt, er det meget vigtigt for os. Vellykket brug af AI er helt afhængig af et stærkt datagrundlag og stor indsigt i mulighederne. Med iProspect har vi en partner, der virkelig kan hjælpe os til at blive endnu dygtigere med data og AI i fremtiden. Vi glæder os til samarbejdet.”

Overgangen til samarbejdet mellem Carlsberg og iProspect er allerede i gang, og fra januar 2024 vil iProspect overtage det fulde ansvar for medieplanlægning og -indkøb.